Har du et Ja-ansigt?
01/02/2019
0

Har du et Ja-ansigt?

Tør du smile til verden? Stress kan forebygges og det er lettere end man skulle tro.

Stress og stressforebyggelse er en kompliceret størrelse, og det er naivt at tro, at jeg kan komme omkring det hele her, men helt overordnet kan man sige, at stress for mange bunder i en manglende følelse af at være tilstrækkelig, god nok, at kunne bidrage og gøre en forskel, at føle sig set og anerkendt som det menneske, man er.

Det nærliggende spørgsmål er så, hvad gør vi ved det?

Det er der desværre ikke en enkelt opskrift eller anvisning på, men med tanke på, at det er små dråber, som tilsammen udgør et stort hav, tænker jeg, at vi alle kan bidrage til forebyggelse af stress hos os selv og hos vores medmennesker. Vi kan være med til, at dryppe med små stressforebyggende tiltag i hverdagen.

Vi lever nemlig sammen – i familier, på job, i fælleskaber, vi selv har valgt, men vi mødes også på gaden, i bussen, i indkøbscenteret eller i skoven.

Vi mødes, og i mødet mellem mennesker sker der altid noget. Som K.E. Løgstrup skriver: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd«. Vi har altså et medansvar for vores medmennesker – for de mennesker, vi møder på vores vej.

En dag, da jeg kørte vores børn i skole, blev jeg mindet om, hvor meget vi kan give hinanden ved »bare« at sige godmorgen og sende et smil. Jeg blev mødt af de andre forældre med smil, øjenkontakt og en morgenhilsen. Jo flere jeg mødte, jo større blev mit eget smil – og da jeg kørte derfra, hilste de modkørende biler også. Det var en fantastisk måde at starte dagen på og min lille oplevelse minder mig om, at der ikke altid skal så meget til, for at gøre en forskel i verden.

Da man stadig skrev poesibøger, kendte mange ordene »Smil til verden, og den smiler til dig«, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en historie jeg engang hørte.

En lille dreng var blevet væk fra sine forældre. Han gik mut omkring, indtil han tog mod til sig og spurgte en ung mand om hjælp. Da de havde fundet drengens forældre, spurgte den unge mand drengen, »hvorfor spurgte du mig og ikke en af alle de andre på gaden«. Drengen svarede »fordi du har et ja-ansigt …«

Det er måske let nok at smile og hilse på hinanden, når vi er i kendte omgivelser, som for eksempel på mine børns skole, men hvordan øver vi os i at have et ja-ansigt i det offentlige rum? Og måske er det ikke kun i offentlige rum, vi skal øve os. På mange arbejdspladser er der desværre heller ikke tradition for, at hilse oprigtigt på hinanden. Vi passer vores egne sager, gemmer os bag travlhed og mobilskærme, men det er ærgerligt!

Hvis du har et »ja-ansigt«, er det ikke kun et ja-ansigt til dem, du møder. Det er også et ja-ansigt til dig selv. Det er et ja, til at være der, hvor du er og et ja, til at modtage alt det, som dine medmennesker har at give dig.

Tør du møde verden med et ja-ansigt?

Dette indlæg blev bragt i klummen “Mindre stress, mere overskud” i Lev livet i Herning folkeblad og Midtjyllandsavis

den 31. august 2019

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies som anvendes til at analysere trafikken til dette website. mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk