Har du et JA-ansigt?

Tør du smile til verden? Stress kan forebygges og det er lettere end man skulle tro.

Stress og stressforebyggelse er en kompliceret størrelse, og det er naivt at tro, at jeg kan komme omkring det hele her, men helt overordnet kan man sige, at stress for mange bunder i en manglende følelse af at være tilstrækkelig, god nok, at kunne bidrage og gøre en forskel, at føle sig set og anerkendt som det menneske, man er.

Det nærliggende spørgsmål er så, hvad gør vi ved det?
Det er der desværre ikke en enkelt opskrift eller anvisning på, men med tanke på, at det er små dråber, som tilsammen udgør et stort hav, tænker jeg, at vi alle kan bidrage til forebyggelse af stress hos os selv og hos vores medmennesker. Vi kan være med til, at dryppe med små stressforebyggende tiltag i hverdagen.

Vi lever nemlig sammen – i familier, på job, i fælleskaber, vi selv har valgt, men vi mødes også på gaden, i bussen, i indkøbscenteret eller i skoven.

Vi mødes, og i mødet mellem mennesker sker der altid noget. Som K.E. Løgstrup skriver: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd«. Vi har altså et medansvar for vores medmennesker – for de mennesker, vi møder på vores vej.

En dag, da jeg kørte vores børn i skole, blev jeg mindet om, hvor meget vi kan give hinanden ved »bare« at sige godmorgen og sende et smil. Jeg blev mødt af de andre forældre med smil, øjenkontakt og en morgenhilsen. Jo flere jeg mødte, jo større blev mit eget smil – og da jeg kørte derfra, hilste de modkørende biler også. Det var en fantastisk måde at starte dagen på og min lille oplevelse minder mig om, at der ikke altid skal så meget til, for at gøre en forskel i verden.

Da man stadig skrev poesibøger, kendte mange ordene »Smil til verden, og den smiler til dig«, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en historie jeg engang hørte.

En lille dreng var blevet væk fra sine forældre. Han gik mut omkring, indtil han tog mod til sig og spurgte en ung mand om hjælp. Da de havde fundet drengens forældre, spurgte den unge mand drengen, »hvorfor spurgte du mig og ikke en af alle de andre på gaden«. Drengen svarede »fordi du har et ja-ansigt …«

Det er måske let nok at smile og hilse på hinanden, når vi er i kendte omgivelser, som for eksempel på mine børns skole, men hvordan øver vi os i at have et ja-ansigt i det offentlige rum? Og måske er det ikke kun i offentlige rum, vi skal øve os. På mange arbejdspladser er der desværre heller ikke tradition for, at hilse oprigtigt på hinanden. Vi passer vores egne sager, gemmer os bag travlhed og mobilskærme, men det er ærgerligt!

Hvis du har et »ja-ansigt«, er det ikke kun et ja-ansigt til dem, du møder. Det er også et ja-ansigt til dig selv. Det er et ja, til at være der, hvor du er og et ja, til at modtage alt det, som dine medmennesker har at give dig.

Tør du møde verden med et ja-ansigt?

Dette indlæg blev bragt i klummen “Mindre stress, mere overskud” i Lev livet i Herning folkeblad og Midtjyllandsavis

den 31. august 2019
Af Helle Gottenborg 02 Apr, 2021
Coronatiden kræver tålmodighed. Vores tålmodighed sættes på en stor prøve i en tid med restriktioner og begrænsninger - og vi tackler det meget forskelligt. Tålmodighed er mod Vi tænker ofte tålmodighed som en form for stilstand, manglende handlekraft og måske endda svaghed. Men, ordet tålmodighed gemmer på ordet modig – og det er ikke tilfældigt. TålMODIGhed Tålmodighed er en form for mod; Mod til at tåle det, som er vanskeligt. Mod til at tåle, at ting tager tid. Mod til at tåle, at det ikke altid går, som vi håber I en tid med Covid19, sættes tålmodigheden på en prøve og når vi bliver utålmodige, øges vores stressniveau. Utålmodighed kan fornemmes i kroppen som uro, rastløshed, aggressivitet og kort lunte. Dine tanker bliver mere fordømmende. Du oplever irritation - især overfor andre, og du oplever det som om, verden er imod dig. Det er alle sammen symptomer på, at dit stresssystem er i aktion. Der er altså gode grunde til at øve sig i tålmodighed. Tålmodighed og personlighed Der er forskel på, hvad der udfordrer din og min tålmodighed. Det afhænger meget af vores personlighed. Jeg har lavet en oversigt over 4 forskellige personlighedstyper. Hvad der karakteriserer dem og hvad der er godt at være opmærksom på, hvis man kan genkende netop de personlighedstræk. Det er vigtigt at huske, at vi alle vil kunne genkende lidt fra alle 4 træk. Men, du vil typisk genkende mest i 1-2 af dem. Dominant – tænk på Yvonne fra Olsenbanden. Kodeord: Direkte og ligetil, vil træffe beslutninger. Effektivitet og Kontrol Karakteriseret ved: På en god dag at være: Resultatorienteret, handlekraftig, beslutsom, fokuseret, selvsikker, energisk På en dårlig dag at være: Krævende, utålmodig, hård, selvisk, arrogant, dominerende, kontrolfikseret. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at du ikke bryder dig om at være afhængig af, eller styret af andre. - Vær nådig mod dig selv, når dit temperament løber af med dig – og forson dig med dine omgivelser igen. - Træk vejret, og skift fokus fra målet eller resultatet, til rejsen mod målet – giv dig selv lov til at være til, at være til stede, og at være nærværende i processen. Influerende – Tænk på Benny fra Olsenbanden Kodeord: Retfærdighedssans, finder kompromisser, vil have det sjovt. Karakteriseret ved: På en god dag: Social, inspirerende, overbevisende, optimistisk, selskabelig, nysgerrig, iderig, spontan. På en dårlig dag: overfladisk, støjende, hektisk, letsindig, ustruktureret, ubetænksom Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er rigtig svært for dig, at være isoleret fra fællesskab. - Find veje, hvor du kan få dit behov for indflydelse dækket. fx ved at bruge din inspiration og ideer til at glæde andre mennesker. - Træk vejret og øv din tålmodighed, når din retfærdighedssans bliver udfordret. Stabil – Tænk på Kjeld fra Olsenbanden Kodeord: Behøver tid. Ensartethed. Tryghed. Karakteriseret ved: På en god dag: Betænksom, demokratisk, tålmodig, samarbejdsvillig, hjælpsom, emotionel, menneskeorienteret. På en dårlig dag: Afventende, godtroende, passiv, opgivende, undvigende, nærtagende Gode råd: - Erkend og fortæl din omgivelser, at hurtige forandringer og utryghed ikke er let for dig. - Tålmodighed er i forvejen en af dine styrker. Brug dine empatiske og menneskeorienterede evner til tålmodigt at hjælpe andre, som har det svært i denne tid. - Vær tålmodig og nådig med dig selv og vid, at du ikke kan redde hele verden. Analytisk – Tænk på Egon fra Olsenbanden Kodeord: Fakta, forberedt, dokumenterer, hårde argumenter. Karakteriseret ved: På en god dag: Struktureret, detaljeorienteret, systematisk, disciplineret, eftertænksom, afdæmpet På en dårlig dag: Stædig, skeptisk, konservativ, afvisende, utilnærmelig, perfektionistisk. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er svært for dig at miste kontrollen, ikke at have et tydeligt mål og/eller tydelige regler. - Øv dig i at have tålmodighed med det uperfekte. - Find steder, hvor du får den anerkendelse, som du har så meget brug for og gå udenom steder eller personer som kritiserer dig. - Vær bevidst om, at det udfordrer dig, at der er så lidt fakta og data til grund for beslutningerne omkring Covid-19. Vi lever i en udfordrende tid, og tålmodigheden sættes på en prøve. Jeg håber artiklen har givet dig indsigt i, hvordan du kan træne din tålMODIGhed.
Billede af blogindlæg om stress og corona
Af Helle Gottenborg 15 Oct, 2020
Corona sætter vores hjerne på overarbejde. Covid19 skaber store forandringer, usikkerhed, frygt og bekymring. Vi er derfor mere sårbare i coronatiden og dermed i større risiko for at udvikle stress. Vi skal passe på vores mentale heldbred i ligeså høj grad som vores fysiske heldbred.
Flere indlæg
Share by: