Ferie er en god stresstest

Endelig ferie!
Test dit stressniveau i ferien.
En ferie er en rigtig god test på, hvad du er fyldt af. Hvis du ikke kan slippe tankerne om alt det ”du burde”, ”lige skal” og ”er nødt til”, så er der god grund til at stoppe op.
Når vi er stressede, går vores krop i alarmberedskab. Kroppen kæmper for, at vi skal overleve. Alarmberedskabet sætter os i stand til at flygte, kæmpe eller spille død.
Forestil dig at du står på savannen og en løve er ved at snige sig ind på dig. Hvad gør du så? Jeg tror ikke, at du sætter dig med en paraplydrink og tænker ”livet er skønt”. Nej, dit alarmberedskab aktiveres og sætter gang i din krop og hjerne. Det er amygdala i hjernen, der får dig til at reagere.
Ved at bruge dette billede, kan du lave en lille test på, om du er stresset eller i balance. Er der fulgt en løve med på ferie, som sætter gang i amygdala og dit alarmberedskab?
Du skal tage dine stresssymptomer alvorligt
Har du har svært ved at komme ned i tempo? Svært ved at slippe tankerne om arbejde? Svært ved at sove? Er nydelse og lyst en by i Rusland? Så skal du tage det alvorligt, da det kan være tegn på stress. Du må altså bruge den første del af ferien på at komme ned i tempo. Har du over længere tid kørt i et højt gear, må du forvente, at det tager lang tid at komme ned i gear igen. Først, når du er i frigear, slapper din krop af og lader op.
Gode råd mod stress i ferien
• Helt konkret kan du meddele din arbejdsplads, at du ikke er til rådighed hverken på mobil eller mail. Hvis det er tvingende nødvendigt, må du lave et fast tidspunkt, hvor du er tilstede.
• Sov godt og sov nok. Når vi sover renses vores hjerne, og den bliver klar til nye udfordringer igen. Du kommer hurtigere i balance ved at tilbyde din krop al den søvn, den har behov for.
• Det er fristende at drikke alkohol i ferien, men hold lidt igen til du er udhvilet. Det er kun indslumringen, der bliver lettere med alkohol i blodet. Søvnkvaliteten bliver væsentlig forringet ved indtagelse af alkohol.
• Nyd samvær med dem du holder af. Fysisk kontakt er givende ligesom øjenkontakt og nærvær. Giv dig selv lov til at lytte til, hvad dine nærmeste fortæller dig.
• Motion er godt for mange ting - også i forhold til stress. Det er vigtigt at bevæge sig hver dag. En tommelfingerregel er, at motionen er afstressende, hvis det ikke er mere intenst, end at du kan tale, imens du motionere. Det handler altså ikke om at komme i topform, men om at nyde bevægelsen.
• Hjernen har glæde af en mental pause. På 3 minutter kan du sænke dit adrenalinniveau med 50%. Du behøver altså ikke lange pauser, men blot små velplacerede pusterum. Se ud ad vinduet, op i luften eller ud over vandet – uden at tænke på noget konkret. Du kan også lytte til stille musik, fuglesang eller lignende. Det kan hjælpe dig til at være tilstede i nuet og lade kroppen finde balancen i et roligt tempo.
• Vi er sociale væsner og vi har brug for at være sammen med andre mennesker. Ikke nødvendigvis mange, men sørg for at have kontakt med dem, der giver dig glæde.
• Fortæl dine nærmeste hvis du har brug for tid til at komme i balance. Det vil skabe forståelse og dermed give dig ro.
HUSK - du gør din arbejdsplads, dine nærmeste og ikke mindst dig selv en stor tjeneste ved at holde en ferie uden stress. På den måde kommer du tilbage til hverdagen med opladede batterier.
At prioritere sig selv kan føles egoistisk. Men netop når du prioriterer dig selv og dine egne behov, kan du være noget for andre.
Jeg ønsker dig en rigtig god ferie.
Ps. Hvis du er i tvivl om du har stresssymptomer, kan du tage en test her; https://www.hellegottenborg.dk/undgaa-stress
